Ambassadører

Troopers For Charity har netop udnævnt den første i en længere række af ambassadører, som skal være med til sprede budskabet om Troopers For Charity og det arbejde, der udføres for de udsatte børn og unge i Danmark. Det vil være personligheder, som via deres tidligere eller nuværende arbejde tilgodeser de udsatte børn og unge.

Det er planen, at der over tid vil komme flere ambassadører til, som kan være med til at sprede budskabet om, at de gode gerninger kommer fra hjertet.

Ralf Østergaard Christensen

Troopers For Charity er utrolig stolte over at have fået en ambassadør i Ralf Østergaard Christensen. Ralf arbejder til daglig med udsatte børn og unge på en sikret ungdomsinstitution på Amager.

Om udnævnelsen udtaler Ralf bl.a.:

“Jeg er uddannet socialpædagog. I år har jeg 20 års jubilæum på specialområdet og arbejdet med de kriminelle og udsatte unge. De første 15 år arbejdede jeg på flere forskellige åbne institutioner for domsanbragte unge i Jylland, og de seneste 5 år har været på den Sikrede Institution Sønderbro på Amager med unge under 18 i varetægtssurrogat. Jeg har været vild med Star Wars så længe jeg kan huske med største fascination af den mørke side og først Darth Vader, men da Kylo Ren blev skabt, så var jeg ikke i tvivl længere. Derfor var jeg henrykt for at finde ud af, at han ikke var “taget” i Troopers For Charity.

Mit mål med min ambassadørtitel er at sprede budskabet om Troopers For Charity, og bruge hele mit netværk og min familie til at sprede en masse kærlighed. ”